Inskriptionen, der er skrevet på olddansk og med runer fra vikingetiden, lyder: "Tōfa lēt gørva kumbl, Mistivis dōttiR, øft mōður sīna, kona Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR."

Oversat lyder indskriften: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor."

Tove, obodritterkongen Mistivois datter, anses for at være Harald Blåtands kone, selvom det ikke kan bekræftes af andre kilder. Højst usædvanligt nævner indskriften ikke navnet på den afdøde, og hvor der normalt ville følge en tilføjelse om den afdødes dyder, følger her – ligesom på den store Jellingsten – en tilføjelse om stenrejseren.

Citeret fra: Danske Runeindskrifter: Sønder Vissingstenen 1 i Trap Danmark på lex.dk. 

Obodritterne var et folk, der levede omkring det nuværende Lübeck, og ægteskabet mellem Harald Blåtand og Tove var et led i en alliance mellem de to konger i kampen mod den tyske kejser. 

Om Dronning Tove selv, ved vi ikke meget andet, end ovenstående. 

Senere i middelalderen blev Vissing Kloster anlagt ved foden af Sukkertoppen og Voer Kloster ved det nuværende Klostermølle. Der er ikke synlige spor af nogle af de to klostre, men de har været udgravet.