Principper og indsatser
Det opløste gaderum i bymidten skal omdannes til et urbant mødested. De store asfalterede arealer nord for Storegade bør indrettes mere attraktivt f.eks. med træer, blomster, læ/ly, skygge, vand og opholdsmuligheder. Dette forudsætter naturligvis ejernes medvirken, og at det kan forenes med områdets funktion som parkeringsplads og adgangsvej. Gadekæret kan i samspil hermed aktiveres og forskønnes med beplantning, ophold mv.
Dette skal understøtte, at området bruges til fælles begivenheder i byen, men også hverdagsophold, hvor der er rum til at nyde vejret på en sommerdag eller mødes med andre fra byen året rundt.
Indretningen skal understøtte håndtering af regnvand så oversvømmelse af jernbanetunnelen kan forebygges eller aflastes.
Principperne for Strategi 1 - En aktiv bymidte er:
- Aktiver bymidtens 'gulv'
- Indret til hverdag og fest.
Principperne og de tilhørende indsatser er uddybet i det følgende.
Området
En aktiv bymidte - området dækker over SuperBrugsens areal inkl. parkeringspladsen og bagarealerne, gadekæret og ankomsterne via de omkringliggende veje.
Princip 1
Aktiver bymidtens 'gulv'
Bymidtens gulv (belægning) skal skabe rammen om forskellige aktiviteter i Hatting. Gulvet skal fungere for alle brugergrupper, hele året rundt. I dag er store dele af området meget påvirket af gennemkørende trafik. Det sætter naturligt store krav til belægningen, som foruden at skulle fungere som del af en gennemgående vej, også skal tilbyde gode oplevelser og sikker færdsel for de bløde trafikanter.
Princip 1 bygger på følgende indsatser:
- Synliggør bymidten med en ensartet belægning
- Indtænk opbrud i belægningen til begrønning og klimavand
- Sænk hastigheden med indpasset trafiksanering
- Skab tryghed for brugerne.
Princip 2
Indret til hverdag og fest
Borgerne skaber livet i byen, men er rammerne ikke til stede, kan det være vanskeligt at opretholde liv i de offentlige rum. Der er brug for, at de åbne og offentlige byrum kan meget mere end blot hverdagspraktik, som at gå/cykle/køre fra A til B, parkere ved skolen, indkøb mm. For at skabe aktivtet og liv i bybilledet, er der brug for de rette rammer, som giver mulighed for møder på tværs og aktiviteter af forskellig art, som hele byen kan bruge og deltage i.
Princip 2 bygger på følgende indsatser:
- Lyt til borgernes ønsker og behov
- Skab en flexzone til ophold i hverdagen med mulighed for torvemarked, koncerter, juletræ og andre events året rundt - stadig med parkering til hverdag
- Udnyt terrænspring til ophold.