Principper og indsatser
Der er behov for, at tilføre bymidten mere grønt og reducere belægningsgraden. Gentænkning af hovedstrøgenes indretning med opgradering af belægninger, kantsten, begrønning, vandhåndtering og belysning, skal sikre øget herlighedsværdi for byen.
Der er behov for indsatser, der kan nedsætte hastigheden og gøre det mere sikkert for bløde trafikanter, at færdes i og omkring Hatting. Bedre cykelstier i et større netværk af ruter (se sammenhæng), skal medvirke til, at flere lader bilen stå i carporten ved ærinder lokalt i Hatting.
Flere ejere har restaureret deres huse langs Storegade med respekt for husenes arkitektur. Tilbud om bygningsfornyelse eller lån via bygningsforbedringsfonden kan motivere flere, til at gøre det samme. Ved at højne den arkitektoniske kvalitet langs hovedstrøgene, være tro mod historiske detaljer og restaurere med høj kvalitet, opnås et smukkere og mere velbevaret gadebillede. Dette skal sikre videreførelse af de historiske træk fremadrettet.
Principperne for Strategi 2 - Byens hovedstrøg er:
- Et grønt og opgraderet hovedstrøg
- Arkitekturen i hovedstrøgene.
Principperne og de tilhørende indsatser er uddybet i det følgende.
Området
Byens hovedstrøg - området dækker over de gamle gader Kirkebakken, Storegade Grønhøjvej og Overholm, som fra byens oprindelse har været definerende for byens sammenhæng.
Princip 1
Et grønt og opgraderet hovedstrøg
Hattings hovedstrøg skal være et rart sted at færdes. Med tilpasset begrønning, skal de gamle gader omdannes fra belagte færdselsårer til grønne og oplevelsesrige gaderum, som understøtter den omkringliggende natur og forbedre klimahåndteringen i byen. Samtidig skal en opdatering af vejarealet skabe bedre forhold for de gående og cyklister, samt sikre plads til hverdagsfunktioner, som gør byen unik.
Princip 1 bygger på følgende indsatser:
- Plant flere træer, blomster, græsser og urter med fokus på biodiversitet og hjemmehørende arter
- Tilbagehold vand i bede og render, og synliggør vandet i gaderummet
- Skab bedre fortove og cykelstier
- Skab trafiksanering og udnyt begrønning til formålet
- Gør gaderne oplevelsesrige hele året, og indtænk f.eks. flagallé og julebelysning mv.
Princip 2
Arkitekturen i hovedstrøgene
Flere huse i Hatting er med til, at understøtte den særlige landsbystemning med let snoede veje og huse der flankerer vejen. Når der bygges nyt, transformeres eller restaureres i Hatting har man et ansvar for, at opretholde og videreføre den særlige landsbykarakter.
Samtidig er det væsentligt, at være opmærksom på de nære omgivelser og sikre, at bebyggelsens form, udtryk og skala passer ind i gadebilledet.
Princip 2 bygger på følgende indsatser:
- Understøt gadens forløb og byg ud til vejen
- Bevar og restaurer gamle huse i original stil
- Tilpas byggeriet til konteksten
- Tænk bæredygtigt og byg med omtanke.