Sønderbro er en bydel med stærke rødder, tydelige kvaliteter og et stort
engagement blandt dem, der bor og færdes her. Denne bydelsplan er blevet til med afsæt i netop dét engagement. Planen bygger på de mange input,
fortællinger og idéer, som borgere, foreninger og lokale aktører har delt undervejs i udviklingsprocessen. Det er hverdagslivets erfaringer og ønsker til fremtidens Sønderbro, der har været det bærende fundament for arbejdet.
I udarbejdelsen af bydelsplanen har der været lagt vægt på dialog og netværk.
Der er samarbejdet tæt med aktører fra Sønderbro Skolen, Dagtilbud
Søndermark, boligforeningen ALBO, den boligsociale indsat BoTrivsel,
samt kommunens fagområder inden for sundhed, kultur og fritid.
Samtidig har planen fokus på at bygge videre på de politiske strategier, principper og beslutninger, som allerede er vedtaget, samt renoveringer og udviklingsprojekter, der er i gang eller planlagt i bydelen. På den måde er bydelsplanen forankret i både lokale ønsker og kommunens overordnede retning.
Bydelsplanens geografiske afgrænsning er valgt med omtanke.
Den følger bydelens naturlige og oplevede grænser: Jernbanen mod nord,
Bygholm Å, Dagnæs og Torsted Bæk som markante landskabelige skel, og mod syd følger afgrænsningen skoledistriktet. Afgrænsningen er valgt for at favne et sammenhængende hverdagsområde, hvor fællesskaber, bevægelsesmønstre og lokale funktioner hænger naturligt sammen.
Bydelsplanen er ikke en detaljeret handleplan, men et fælles afsæt og en
langsigtet plan. Den peger på potentialer, udviklingsretninger og muligheder – både på kort og lang sigt. Illustrationer og eksempler er tænkt som inspiration og samtalestartere, ikke som beslutninger.
På den måde sikres det, at Sønderbro også fremover er et godt sted at bo,
leve og være en del af.
God læselyst!
