Bydelsambassadører

Borgernes aftryk

Som en del af arbejdet med bydelsplanen har borgere haft mulighed for at melde sig som bydelsambassadører. Formålet har været at samle en gruppe, der repræsenterer et så bredt udsnit af Sønderbros borgere som muligt – både i alder, baggrund, boligform og erfaringer med bydelen. Gruppen har derfor bestået af både unge, småbørnsforældre, seniorer og borgere fra forskellige dele af bydelen. Der har i alt været udpeget 9 bydelsambassadører som en del af bydelsplanen for Sønderbro.

Bydelsambassadørerne har deltaget i tre arbejdsmøder, hvor de løbende har bidraget med lokale perspektiver og hjulpet med at kvalificere indholdet i bydelsplanen.

De har bl.a. været involveret i tilrettelæggelsen af indholdet i borgerworkshoppen, hvor de bidrog med at udvælge hvilke områder, der skulle arbejdes med.

Derudover har de spillet en aktiv rolle i arbejdet med planens disponeringer og kommet med input til de temaer, som er særligt vigtige at belyse i udviklingen af Sønderbro. Bydelsambassadørerne er også medforfattere på visionsteksten for Sønderbro (som kan læses på næste side), hvor de har formuleret deres drømme og retning for bydelens fremtid, i samarbejde med planafdelingen.

Deres engagement har været en central drivkraft i processen og har været med til at forankre bydelsplanen solidt i borgernes egne perspektiver.