Screening for miljøvurdering

Afgørelse

Kommunen har truffet afgørelse om at Bydelsplan for Sønderbro ikke er miljøvurderingspligtig, idet planen ikke kan antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Afgørelsen er truffet i henhold til gældende lovgivning.

 

Planens karakter og indhold

Bydelsplan for Sønderbro er en strategisk og ikke-bindende plan, der fastlægger overordnede visioner, pejlemærker og indsatser for bydelens langsigtede udvikling. Planen indeholder desuden mulighedsstudier, der illustrerer potentielle udviklingsretninger.

Planen:

  • Fastsætter ikke bindende rammer for fremtidige anlægstilladelser,
  • Udpeger ikke konkrete anlægsprojekter,
  • Regulerer ikke konkret arealanvendelse, bebyggelsens omfang, placering eller højde,
  • Indebærer ingen konkrete ændringer af gældende kommuneplanrammer eller lokalplaner.

Planen har således ikke retsvirkning for efterfølgende planlægning eller projekter, som fortsat vil være underlagt selvstændig planlægning og miljøscreening.

 

Screeningsvurdering

Planens karakteristika

Planen er af overordnet strategisk karakter og fungerer som et politisk og administrativt visionsgrundlag. Den fastlægger ikke rammer for projekter omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven og indebærer ingen direkte fysiske indgreb.

Eventuelle fremtidige tiltag, som måtte følge af planen, kan forudsætte særskilt kommuneplanlægning, rammeændringer eller lokalplanlægning, og vil i den forbindelse blive underlagt en selvstændig miljøscreening og eventuel miljøvurdering.

Kendetegn ved den potentielle miljøpåvirkning:

Miljøscreeningen har identificeret følgende temaer som relevante ved eventuel senere planlægning:

  • Ressourceeffektivitet og byfortætning
  • Visuelle forhold og høje bygninger
  • Trafikforhold, herunder overordnet trafik, vejnet og bløde trafikanter
  • Naturbeskyttelse, herunder grundvand, grønt Danmarkskort og landskab
  • Kulturarv og bevaringsværdige bygninger og miljøer
  • Parker og grønne områder
  • Støj, vibrationer, luft og støv
  • Påvirkning fra produktions- og risikovirksomheder
  • Klimatilpasning, oversvømmelse og jordforurening

Det vurderes, at disse forhold ikke påvirkes væsentligt af selve bydelsplanen, idet planen alene fastlægger overordnede strategiske målsætninger og ikke muliggør konkrete anlæg eller fysiske ændringer.

 

Det berørte områdes karakter

Bydelsplanen omfatter et eksisterende byområde. Planen ændrer ikke områdets beskyttelsesstatus, anvendelse eller planmæssige bindinger.
 

Internationale naturbeskyttelsesområder

Planen er vurderet i forhold til internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000). Det vurderes, at planen hverken i sig selv eller i sammenhæng med andre planer eller projekter kan medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder, idet planen ikke indebærer fysiske indgreb eller ændret arealanvendelse.
Der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering efter habitatreglerne.
 

Samlet vurdering og konklusion

På baggrund af en samlet vurdering efter kriterierne i miljøvurderingslovens bilag 3, finder Horsens Kommune, at Bydelsplan for Sønderbro ikke kan antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Det er samtidig kommunens vurdering, at eventuelle fremtidige projekter eller planændringer, som udspringer af bydelsplanen, vil blive underlagt selvstændig planlægning, miljøscreening og eventuel miljøvurdering i henhold til miljøvurderingsloven.

Bydelsplan for Sønderbro er således ikke omfattet af krav om miljøvurdering, jf. § 32 i miljøvurderingsloven.