Med højt humør
En lørdag i maj 2025 blev bilerne på parkeringspladsen erstattet af telte, en hoppeborg og glade folk, da der blev inviteret til bydelsfest på Spedalsø Torv i anledning af opstarten på bydelsplanen for Sønderbro. Her var der et festligt program med besøg af borgmesteren, Horsens Garden og ansigtsmalere. Der blev arrangeret en historisk byvandring i området og en kridt-workshop, så både store og små kunne komme med input til fremtidens Sønderbro.
Tanken med bydelsfesten var at skabe en positiv oplevelse for alle i bydelen, samtidig med at arrangementet gav mulighed for at få input fra borgerne. Der var derfor også mulighed for at komme med input på et kort, stemme om de vigtigste temaer i planen, og tilmelde sig som bydelsambassadør.
Der var arbejdet med at gøre arrangementet tilgængeligt for alle i bydelen. Der blev sat plakater op i opgange og på skolen, og sendt invitationer via e-Boks til alle borgere i Sønderbro.
Bydelsfesten var en måde at fejre borgerne og Sønderbro på, og mødet med borgerne til festen var også et vigtigt skridt i forståelsen af Sønderbro. De mange værdifulde input gav et stærkt afsæt for det videre arbejde med bydelsplanen.


Billede af afstemningen undervejs.
| Emne | Stemmer |
| Identitet og branding | 7 |
| Boliger og byliv | 19 |
| Miljø og bæredygtighed | 19 |
| Forbindelser, stier og veje | 24 |
| Grønne områder | 38 |
| Fællesskab og aktiviteter | 41 |

