Kortlægning og analyse
Sønderbro fremstår som en bydel med tre forskellige boligområder. De enkelte boligområder gennemgås i de følgende.
Den sydlige del af bydelen består af parcelhusområderne Gårdkvarteret og Blomsterkvarteret. Husene er typisk opført før 1965 eller i 1970’erne, med et boligareal mellem 100 og 180 m2. Gennemsnitligt bor der 2,2 personer pr. bolig i denne del af Sønderbro, hvilket er lavt sammenlignet med tilsvarende parcelhusområder i Danmark.
Øst for Sønderbrogade ligger Danmarksgadekvarteret. Her består størstedelen af boligerne af ejerboliger eller private udlejningsboliger. Boligstørrelserne er jævnt fordelt mellem større og mindre boliger, men området er kendetegnet ved en stor andel byhuse og generelt mindre boligenheder med lodrette boligskel. Mange boliger er opført før 1940, hvilket afspejler, at dette er et af de ældre boligområder i Sønderbro. Området omfatter også Spedalsø, som tidligere markerede Horsens’ gamle købstadsgrænse. Her findes en række ældre og velbevarede huse, der minder om bebyggelsen i den centrale del af Horsens.
Vest for Sønderbrogade ligger det tredje boligområde som omfatter Axelborg, Mimersgadekvarteret, Frederik Bajers- og Sønderbrogadekvarteret. Boligmassen består primært af lejligheder, hvoraf omkring to tredjedele er almene boliger. De fleste bygninger er opført før 1966, og flere større renoveringsprojekter er i gang eller planlagt. Kun 6 % af lejlighederne i området er over 100 m2.
Boligområderne opleves som adskilte på grund af forskelle i boligtyper og byggestil, men også fordi de fysisk opdeles af Sønderbrogade og erhvervsområderne mod syd.
Erhvervsområdet ved Vejlevej er udpeget som et potentielt byomdannelsesområde. Det betyder, at området kan omdannes til nye byfunktioner som boliger, erhverv eller rekreative områder, når den eksisterende anvendelse er afviklet). Udviklingen kræver dog, jf. Kommuneplanen en forudgående udviklingsplan. Områdets areal er på størrelse med ca. 22 fodboldbaner. Erhvervsområdet er en fysisk barriere mellem boligområderne, og udgør med sine aktive produktionsvirksomheder et industriområde midt i det ellers centrale Horsens. Bydelsafgrænsningen for Sønderbro rummer derudover også to udpegede højhusområder, hhv. ved Holmboes Allé og den østlige del af industriområdet ved Vejlevej. Udpegningen betyder, at det kun er inden for disse områder, der kan opføres byggeri over 6 etager, dog under hensyntagen til en række forhold.
Potentialer og udfordringer
Sønderbro har en unik struktur og rummer i dag mange forskellige boligformer. Disse har udviklet sig over tid, og store dele af Sønderbro indeholder flotte bygninger og arkitektoniske detaljer, som giver området en særlig identitet. Der er et stort potentiale i at udnytte den historie og den stil, der allerede findes i Sønderbro, til at understøtte en samlende identitet for bydelen. En udfordring er dog, at bydelen opleves som meget opdelt. Derfor er det vigtigt at skabe sammenhæng og synergi mellem de forskellige delelementer – som hver især bidrager til at gøre Sønderbro til det sted, det er i dag.
Det er også vigtigt at forholde sig til, hvordan man ankommer til bydelen, og hvordan bydelen møder én. Ikoniske bygninger som Sønderbro Kirke og de karakteristiske røde blokke ved Frederik Bajers Gade markerer for eksempel overgangen fra midtbyen til Sønderbro. Særligt i udviklingen omkring Holmboes Allé er det vigtigt at tænke på, hvordan man understøtter Sønderbros identitet, når området udvikles. Området har derfor et stort potentiale for at skabe en tydelig identitet for Sønderbro, som kan mærkes, når man ankommer til området.
Som nævnt er et stort areal i Sønderbro udpeget som potentielt byomdannelsesområde. Det betyder, at Horsens Kommune vurderer, at der er potentiale for at ændre anvendelsen af området og gennemføre byomdannelse. Ved omdannelse af sådanne områder lægges der vægt på, at bevaringsværdige bygninger genanvendes i videst muligt omfang, for at sikre fortællingen og kulturhistorien i området. I Sønderbro er der potentiale for at arbejde med en række fortællinger, der understøtter områdets historie, hvor industri og erhverv har været til stede siden begyndelsen.
Erhvervsområdet er et af de få tilbageværende centrale områder i Horsens, som kan omdannes og dermed sikre flere grønne områder, bedre vandhåndtering og flere boliger. Det kan bidrage til en fortætning af den eksisterende by og understøtte de offentlige investeringer, der allerede er foretaget i pasningstilbud, uddannelse, skole og infrastruktur.
En udfordring ved at udnytte området er, at der stadig er aktivt erhverv og industri. For at kunne udvikle området kræver det, at virksomhederne ønsker at sælge eller udvikle arealerne, og dermed flytte deres aktiviteter til nye lokaler, så arealerne kan frigives.
Et potentiale ved at udvikle området omkring Vejlevej er, at der kan skabes nye boligtyper i Sønderbro, som kan være attraktive for personer, der bor alene i de store parcelhuse.
I 2023 gennemførte Boligselskabernes Landsforening (BL) en spørgeskemaundersøgelse, hvor de undersøgte, hvilke boliger borgere over 50 år foretrækker. Her angiver hver tredje, at de ønsker at bo i et bofællesskab – enten seniorbofællesskab eller bofællesskab på tværs af generationer. Undersøgelsen viser også tydeligt, at de foretrækker at blive boende i deres nuværende omgivelser, hvad enten det er i byen, på landet eller derimellem.
Med byudviklingsområdet i Sønderbro er der mulighed for at udvikle boliger, der imødekommer nogle af de behov, som ældre borgere i parcelhusområderne omkring Sønderbro måtte have. Hvis borgere, der bor få personer på mange kvadratmeter, får mulighed for at flytte til nye, attraktive boliger, kan de større villaer frigives til nye familier. Ved at tiltrække nye familier styrkes både den demografiske blanding og potentialet for en velfungerende bydel, jf. Horsens Kommunes boligstrategi.


