Tværgående emne
Horsens Kommune samarbejder med Kommunernes landsforening (KL) og Danmarks Almene boliger (BL), om at tænke sundhed og boliger endnu mere sammen, end det er tilfældet i dag. Ideen er, at nær- og lokalområder kan benyttes endnu mere til fællesskabende aktiviteter. Disse aktiviteter kan fremme sundhed gennem kultur, fritidsliv og et attraktivt hverdagsliv samt gennem tilgængelige tilbud inden for sundhed og læring. Det er til gavn for både store og små lokalsamfund.
Der arbejdes med sundhedsarkitektur, og et fokus på tilgængelig infrastruktur, der appellerer alle til sundhed og bevægelse i hverdagen. Derudover skal der skabes rammer som folk ønsker at bevæge sig i, hvor de kan opsøge mødesteder, fysisk aktivitet og sundhedsydelser i nærområdet. De fysiske rammer gør disse tilgængelige , trygge og overskuelige at komme til.
Borgernære sundhedsindsatser handler om at gøre sundhedstilbud mere tilgængelige, trygge og synlige i nærområdet, så det bliver lettere at få rådgivning og støtte i hverdagslivet. I fællesskab kan beboere engagere sig i aktiviteter, der samler fællesskab og sundhed på tværs af generationer og kulturer. På sigt kan dette blandt andet ske gennem etablering af et lokalt folkesundhedshus eller en samlet sundhedsplatform i bydelen, for eksempel i tilknytning til Sønderbro Kulturhus eller området omkring skolen. Sønderbro kan udvikles, så sundhed tænkes ind, på tværs af hele bydelen. Både byudvikling, grønne områder, mødesteder, fællesskaber og mobilitet, kan på forskellig vis bidrage med forbyggende tiltag, og skabe muligheder for et trygt, stærkt og nært sundhedsvæsen i bydelen, som er tæt på borgerne.
Når bydelsplanen f.eks. taler om blandede boformer, gode mødesteder, let adgang til grønne områder, tryghed og fredeliggørelse af trafikken, er det alt sammen noget, der gør hverdagen sundere – både fysisk og mentalt. Sundhed er derfor ikke en separat del af planen, men noget der ligger som en rød tråd gennem alle temaer.
Mødesteder kan f.eks. skabe aktive, sunde fællesskaber, men også rum for ro og mental trivsel. Og et grønt netværk af trygge stier giver både lyst og mulighed for at gå eller cykle, samtidig med at man omgiver sig med naturen.
Indsatserne for udviklingen af fremtidens Sønderbro handler i høj grad om, hvordan borgerne kan leve et trygt, godt og aktivt liv – og om at skabe rammer, der gør det nemt og tillokkende at være både fysisk og mentalt sund i sin hverdag.

