Vej & jernbane

Vejene

De primære veje i Hatting stammer tilbage til tiden hvor den primære transportform var en anden end i dag, og samtidig er mange af de gamle huse bevaret. Det bevirker, at vejene mange steder er smalle, og primært indrettet for den kørende trafik. Generelt er der mangel på plads til de bløde trafikanter på fortovs- og cykelarealer. 

Byens trafikale hovedåre løber ad vejstrækket Kirkebakken/Storegade/Korningvej, fra nordøst til det vestlige af Hatting. Dertil kobler tre øvrige vejstrækninger sig på hovedåren i form af Grønhøjvej fra nordvest, Oensvej fra syd og Østerhåbsvej fra øst. Tilsammen forsyner disse sekundære trafikveje de øvrige lokale vejstrækninger i byen, og den erhverv og industri der ligger i og omkring Hatting.

 

Jernbanen 

Efter nedlæggelsen af stationen i 1972 har Hatting udelukkende været gennemkørselsby i jerbanesammenhæng. Byen er i dag påvirket både visuelt og støjmæssigt af jernbanen. 

Banens placering betyder i praksis, at byen fysisk er delt i to områder - vest for banen og øst for banen. Den øst- og vestlige side er udelukkende forbundet af to underkørsler. Disse to punkter er væsentlige for byens fysiske sammenhæng, og bruges dagligt af byens borgere og besøgende. 

Underkørslerne ligger ved i overgangen mellem Kirkebakken og Storegade i den centrale del af Hatting, og i den sydligste del af byen v. bageriet langs Overholm ud til Sønderfyn. Det primære knudepunkt er dog den nordligste underkørsel v. Kirkebakken/Storegade.

 


Støj

Store dele af Hatting er i dag påvirket af støj. Området vest for jernbanen er støjbelastet særligt af den nærtliggende motorvejsstrækning, E45. E45 ligger kun 250 m fra byens vestligste afgrænsning, og kan derfor naturligt høres i og omkring byen.

Byens centrum er grundet sin placering i en landskabelig lavning, og med en tættere bebyggelse, mindre påvirket af støjen.