Trafik

Forbindelser regionalt

Lunds placering i nærheden af såvel motorvejen som hovedvej- og jernbanenettet gør Lund til en attraktiv by særligt for pendlere og for erhvervslivet.

Man kan komme til de nærmeste, større øst- og midtjyske byer indenfor en times kørsel, og det tager som regel under 5 minutter at komme på E45 og 15 minutter at køre til Horsens centrum.

Lunds tætte forbindelse til hovedvejnettet medfører dog også lokale frustrationer særligt på grund af køer i myldretidens opstuvninger på Ny Silkeborgvej og E45. I den lokale debat i forbindelse med de kommunale trafikplaner og helhedsplanen har trafik således fyldt meget som tema, særligt angående kødannelser på Silkeborgvej/Ny Silkeborgvej, skoletrafik, trafiksikkerhed og utilfredsstillende trafikale vilkår generelt for fodgængere og cyklister.

De følgende afsnit beskriver de eksisterende trafikale forhold hvad angår vejnettet, stinettet og den kollektive trafik samt de opmærksomhedspunkter, som lokalsamfundet her har særlig fokus på.

Vejnettet

De ældre bydele Lund og Vinten ligger langs Silkeborgvej, den forhenværende landevej, der nu fungerer som byens hovedgade efter omfartsvejen Ny Silkeborgvej blev anlagt. Fra den østlige rundkørsel på Ny Silkeborgvej fungerer Silkeborgvej som primær adgangsvej for bydelen Lund med karakter af indfaldsvej de første 300-400 meter langs de tilstødende erhvervsområder og 80 km/t zonen de første 250 m frem til byskiltet.

På lige fod med Silkeborgvej fungerer den østlige rundkørsel og Provstlund Allé som adgangsvej for bydelen Provstlund. Nørre Snedevej fungerer som primær adgangsvej til den vestlige bydel Vinten via den vestlige rundkørsel ved Ny Silkeborgvej.

Hovedgaden Silkeborgvej og flere af dens sideveje opleves af mange borgere som udfordrende i forhold til sikker færdsel og krydsning for fodgængere og cyklister. Blandt andet er det oplevelsen at der mangler fortove langs flere sidevejstrækninger og at krydsningspunkterne på Silkeborgvej er mangelfulde. Silkeborgvej har et fodgængerfelt ved Lundskolen. Hertil er der på strækningen mellem Bækvej og Toftevej fordelt 4 krydsningsheller, som dog af flere indbyggere ikke opleves som trygge krydsningspunkter.

Hvis Lund vokser yderligere i fremtiden – og med en afledt forøgelse af trafikmængden – vil trafikafviklingen og sikkerheden på de eksisterende vejstrækninger på Silkeborgvej og de tilknyttede sideveje sandsynligvis blive udfordret, særligt ved eventuel ny byvækst i interesseområdet i den nordlige del af Lund. Der er til en vis grad mulighed for at foretage kommunale investeringer i trafiksikkerhed og indgå udbygningsaftaler med kommende bygherrer vedrørende medfinansiering af dele af infrastrukturen, men flere af de eksisterende veje har en begrænset bredde i forhold til opklassificeringer og udvidelser.

Tilsvarende vil en eventuel byvækst øst for Provstlund give udfordringer især i forhold til trafikafviklingen langs Silkeborgvej mellem Provstlund og tilslutningsanlæggene på motorvejen.

Trafikken på Silkeborgvej og omkring Erhvervspark Vega

Horsens Kommune har fokus på Silkeborgvej/Ny Silkeborgvej og er bekendte med, at strækningen er udfordret i forhold til afviklingen af den store trafikmængde, der dagligt færdes her. Den helt store flaskehals på strækningen er de to tilslutningsanlæg til E45. Disse anlæg tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet har til hensigt at udbygge E45 på strækningen mellem Vejle og Skanderborg til en 6-sporet vej med hastighedsbegrænsning på 130 km/t. I skrivende stund har Vejdirektoratet sendt forslaget til VVM-undersøgelsen af den planlagte udbygning i høring. Heraf fremgår det, at flere tilslutningsanlæg og de tilknyttede lokalvejstrækninger også forventes optimeret i forbindelse med sporudvidelsen af E45 på strækningen. Både ruderanlægget 57 Horsens S-Vestvejen, 56a Horsens V-Silkeborgvej og 55 Horsens N-Østbirkvej forventes ombygget væsentligt til en øget kapacitet. Det betyder blandt andet, at Vestvejens, Silkeborgvejs og Østbirkvejs broer over E45 forventes erstattet med nye, større broer nord for de eksisterende, at rampekrydsende signalreguleres og at ramperne tilpasses motorvejsudbygningen. 

”Silkeborgvej og afkørslen ved Horsens Vest er blandt de allermest trafikerede strækninger i hele kommunen, og med en øget trafik fra bl.a. DSV er det nødvendigt at få skabt en anden forbindelse til E45. Derfor anlægger vi en ny vej fra Horsens C til Vrøndingvej og videre til Mossvej, hvoraf den sidstnævnte del allerede er lokalplanlagt. Forventningen er, at den nye vej vil flytte ca. 80 pct. af den lastbiltrafik fra erhvervsområdet, der i dag kører til og fra E45 ved Horsens Vest og Silkeborgvej,” forklarer Borgmester Peter Sørensen

I forbindelse med den planlagte udvidelse af DSV's logistikcenter i Erhvervspark Vega, gennemfører Horsens Kommune miljøkonsekvensvurdering (VVM-undersøgelse) og planlægning for anlæggelsen af en ny omfartsvej fra erhvervsområdet syd for Silkeborgvej med forbindelse til motorvejen ved Horsens C tilslutningen. Miljøkonsekvensvurderingen og planlægningen vil nærmere afklare vilkårene for etableringen af vejen, herunder hvad angår den præcise placering og udformning. 

Kortet ovenfor viser afgrænsningen af den planlagte udvidelse af DSV mod syd og vest. Samtidig viser kortet princip for vejføringen af den nye omfartsvej fra Erhverspark Vega til motorvejstilslutningen ved Horsens C. Den kommende miljøkonsekvensvurdering (VVM-undersøgelse) og planlægning vil nærmere afklare vilkår for vejføringens præcise placering og udformning. 

Kollektiv trafik

Når man bor i Lund, er der er gode togforbindelser fra Horsens Station, hvor regionaltogene kører fra og til. Omkring motorvejen ved afkørslen er desuden mulighed en x-bus forbindelse mod enten Vejle eller Århus.

Til og fra Lund by kan man benytte regionalbus 110, som kører mod hhv. Horsens C. og Silkeborg.
Dertil kommer en skolebusrute, som sikre at børn fra hele Lund og omegn kan komme til og fra skole. Rute 670 kører via Hatting-Kørup-Molger-Lund.

I Horsens Kommune er det desuden muligt at køre med Flextur. Med Flextur kan man som borger vælge, hvor og hvornår man skal hentes. Der er ingen stoppesteder eller køreplaner. Du kan køre alle ugens dage fra kl. 6:00 til kl. 24:00 undtagen den 24. og 31. december. Transporten med Flextur foregår i taxa, liftbus eller personvogn.