I oktober inviterede Sønder Vissing Fællesråd og Horsens Kommune til en åben dialog om udviklingen af Sønder Vissing.
Borgerworkshoppen havde til formål, at komme tættere på borgernes ønsker for fremtidens Sønder Vissing. Dette arrangement skulle give Horsens Kommune og arbejdsgruppen vished om, hvor byen så udviklingen gå hen, såvel som at skabe klarhed for borgerne over, hvad en helhedsplan er for en størrelse, og hvad de som by kan bruge den til.
I forbindelse med borgerworkshoppen blev fire temaer drøftet i mindre diskussionsgrupper:
- Byrum, kulturarv og arkitektur
- Natur, turisme og bosætning
- Fritid og aktiviteter
- Hvordan kommer vi rundt
På workshoppen mødte ca. 50 engagerede Sønder Vissing borgere op til en aften med oplæg om helhedsplanen, præsentation af arbejdsgruppen og ikke mindst gode fælles diskussioner af de fire temaer blandt de fremmødte borgerne.
Fælles diskussioner
Borgerne fordelte sig i diskussionsgrupper. Resultatet af aftenens diskussioner blev af hver gruppe opsamlet i tre fokuspunkter til de fire temaer. Flere fokuspunkter gik igen blandt grupperne, og generelt var de fremmødte enige om mange tiltag, som kunne styrke og forbedre byen.
Arbejdsgruppen og Horsens Kommune har anvendt fokuspunkterne fra borgerworkshoppen, som afsæt for helhedsplanens udpegede indsatser.