Byomdannelse Vejlevej

Case 3

Byomdannelsesområdet mod syd ved Vejlevej, rummer et stort potentiale for nye boliger og aktiviteter i Sønderbro. Området dækker cirka 45 ha og er et af de få tilbageværende steder i Horsens by, der rummer mulighed for byomdannelse i større skala. Under borgerinddragelsen blev området omtalt som ”fyldt med øjebæer” og ”ingenmandsland” – ord, der illustrerer, at området i dag føles utrygt, ubenyttet og afskåret fra resten af bydelen. I dag består bygningsmassen af blandet erhvervs- og industribyggeri, der er opført over mange år. Området er udpeget som potentielt byomdannelsesområde i kommuneplanen.

Området opleves i dag som en barriere mellem de nord- og sydlige boligområder i bydelen, og en omdannelse vil give mulighed for at samle Sønderbro. Med nyt liv, ændrede anvendelser og arkitektur tro mod byggestilen i Sønderbro, kan området blive et trygt og aktivt bindeled i Sønderbro.

Når området udvikles, åbner det mulighed for at skabe en mangfoldighed af boligformer, som kan dække forskellige behov i bydelen og resten af Horsens. Det kan være bofællesskaber for unge, generationsboliger, flerfamiliehuse eller alternative boformer, hvor beboere deler fælles faciliteter.
Ved at indtænke forskellige boligformer i en udvikling af området, vil man aktivere flyttekæder i hele Sydbyen, ved at indarbejde boligtyper som er attraktive for borgere, der i dag bor få persersoner på mange kvadratmeter jf. Horsens Kommunes boligstrategi.

Fremadrettet vil området give plads til både boliger og nye funktioner, mens de nuværende virksomheder på sigt må finde nye lokationer. Case 3 viser at der er potentiale for at skabe et sted, der forbinder bydelen, åbner rum for sunde fællesskaber og styrker Sønderbros identitet yderligere.
På den måde kan området understøtte mulighederne for fællesskab og diversitet - den identitet, som allerede findes i Sønderbro.

Omdannelsesområdet udgør ca. 15 % af det samlede areal af bydelen, og er dermed et særligt opmærksomhedspunkt i bydelsplanen. Området er komplekst, og skal forholde sig til alle fem pejlemærker. På de følgende sider udfoldes udviklingspotentialerne gennem inspirationsbilleder, referencer til pejlemærker og indsatser, kort og tekst.

Billeder fra området i dag (2025).

Byomdannelsesområdet ved Vejlevej, skal udvikles med afsæt i bydelsplanens 5 pejlemærker:

1. Tydeliggør bydelsidentiteten
Området skal styrke bydelens identitet ved at beholde tydelige referencer til industrihistorien og naturen. Det sikre et åbent og attraktivt område for hele bydelen.

2. Styrk mødesteder og sunde fælleskaber
Områdets eksisterende store industribygninger bør i et omfang bevares til fællesskaber og mødesteder. Det skal sikre en bæredygtig udvikling med fokus på transformation, der sikre ejerskab for beboerne og værner om en fælles historie.

Der skal sikres muligheder for sunde fællesskaber i områdets bynatur, da området har stort potentiale for samlingssteder langs åen, forbindelse til Bakkelunden og supercykelstien.

3. Bevar kulturarven i byudviklingen
Trods områdets industrielle anvendelse i dag, viser en screening, at flere bygninger har en typologi og et udtryk som passer til resten af bydelen. Dette bør bevares og transformeres ved udvikling af området, af hensyn til klimaaftryk og bevarelse af historie og kulturarv.

Ved nedrivning bør byggematerialer genanvendes, og nybyggeri opføres efter gældende typologier og udtryk som er i resten af bydelen.
Det sikre en bæredygtig udvikling og en visuel og følelsesmæssig sammenhæng med resten af bydelen.

4. Etablér bynatur og klimatilpasning
Området skal bidrage til at håndtere og tilbageholde klimavand, da det kan mindske oversvømmelser i resten af Horsens,

For at alle borgere skal kunne have adgang til områder med bynatur i umiddelbar nærhed, skal der tilføjes mærkbar bynatur med udviklingen af området. Området har areal og potentiale til at udnytte den natur som allerede er, evt. ved at etablere et grønt bånd på tværs af bydelen. Det vil sikre bynatur for alle, og skaber forbindelser til resten af byen (Øst-Vest).

5. Fredeliggør Sønderbro
Der skal i udviklingen af området indgå sikre stier og overgange igennem og på tværs af området. Området ligger centralt i bydelen og i nærhed til skole og daginstitutioner. Derfor skal det være et åbent og sikkert område at færdes i som barn, voksen og ældre – og bidrage til trygge børnestier rundt i hele bydelen.

Inspirationsfotos til fremtidig omdannelse af Vejlevej.

Ovenstående ses implementeret efter udpegningerne på nedstående kort.
Nummereringen henviser til forudgående side og bydelsplanens 5 pejlemærker:

Særlige opmærksomhedspunker

Planlægning

  • Kommuneplanrammer skal ændres.
  • Udarbejdelse af lokalplan(er) kan være nødvendigt
  • Udarbejdelse af miljøundersøgelser og dertil evt. miljøvurdering kan være nødvendigt.

Mobilitet

  • Det skal undersøges om der kan etableres en tunnel eller alternativt en sikker overgang over Vejlevej.
  • Der skal sikres god ind-/udkørselsforhold til Vejlevej

Vandhåndtering

  • Omdannelse af området, uanset funktion, skal indeholde tiltag der afhjælper udfordringer med vand nedstrøms Dagsnæs bæk mod Horsens Fjord.

Støj

  • Udviklingen er betinget af, at støjforhold fra eksist. virksomheder kan håndteres, hvilket i udgangspunktet forudsætter, at aktiviteterne flytter til andre lokationer.
  • Udvikling af området til boliger vil ændre på støjforholdene i bydelen. Etapevis realisering på baggrund af samlet planlægning skal undersøges nærmere.

Bolig- og erhvervsudbud

  • Udvikling af området til boliger skal understøtte det aktuelle behov ift. boligtyper, størrelse og målgruppe.
  • Området kan udvikles med henblik på mindre erhverv, som understøtter hverdagen i Sønderbro - brillebutik, cykelsmed, bytte børs mv.


Eksisterende virksomheder

  • Udvikling af området er afhængig af en afvikling af de eksisterende virksomheder i området, og at disse finder nye lokationer.

Jord

  • Jordforurening på store dele af arealet, kan begrænse udviklingen, og de konkrete muligheder skal undersøges nærmere.

Listen er ikke udtømmende.