Etabler bynatur og klimatilpasning

4. pejlemærke

Introduktion

Dette pejlemærker skal sikre, at naturen bliver en synlig, attraktiv og let tilgængelig del af hverdagen i Sønderbro. Alle skal kunne nå et større grønt område på få minutter – og alle skal kunne se grønne elementer fra deres bolig. Samtidig skal naturen spille en aktiv rolle i bydelens klimatilpasning, og bidrage til trygheds og sundhedsfremmende initiativer.

Pejlemærket og indsatserne

Pejlemærket bygger på ideen om, at åbne op for de eksisterende grønne områder og skabe nye trygge og tilgængelige bynaturarealer. Derudover skal der sikres synlig bynatur i gader og gårdrum, såvel som at større byggerier udløser nye grønne og klimatilpassede områder. Samlet skal der etableres sammenhængende rekreative opdagelsesruter, der binder hele Sønderbro sammen.

Tilsammen skal bydelen gøres mere grøn og modstandsdygtig over for klimaudfordringer. Det vil birage til at gøre Sønderbro tryg og attraktiv at bo og færdes i. Derudover vil det fremme den fysiske aktivitet og mentale trivsel blandt borgerne.

 

Det er målet, at:

  • alle boliger i Sønderbro har adgang til et større bynaturområde inden for 500 meter.
  • alle borgere kan se et træ, et grønt areal eller et vandløb fra deres bolig.
  • der anlægges markante bynaturarealer, når der bygges nyt.
  • der skabes et sammenhængende og trygt netværk af rekreative ruter, der binder bydelen sammen.
  • naturen inspirerer borgerne til at komme ud og opleve de grønne rum og stier.

I det følgende konkretiseres 4. pejlemærkes mål i indsatser, muligheder og konkrete tiltag.

 

 

Vision for tilgængelige grønne områder og fokus på grønne og blå elementer.

Skab tilgængelige og nye grønne områder

Sønderbro rummer i dag flere store grønne arealer, som enten er afskåret fra offentligheden eller skjult for de fleste. Det skal ændres i fremtiden. Når arealer i bydelen gentænkes med nyt byggeri, transformeres eller omdannes, er det en præmis, at der skal indtænkes bynatur som en del af denne udvikling. Den natur man skaber, skal være offentlig, tilgængelig og tilpasset området. Sønderbro er mangfoldig og fællesskabende, og det skal byens grønne rum også bærer præg af.

Det betyder bl.a. at der skal gøres op med at indhegne store grønne områder. I fremtiden skal store grønne områder være åbne og kunne bruges af alle i hverdagen.
Det gælder for både nye og eksisterende områder, at de skal gøres tilgængelige.

Særligt langs Dagnæs Bæk og Torsted Bæk er der stort potentiale for at åbne op for både bæk-forløb og området som helhed. Der kan skabes trygge og tilgængelige grønne lommer, som et centralt grønt bånd gennem bydelen. Et gennemgående grønt bånd på tværs af bydelen - en slags ”Sønderbros Central Park” - kunne være en spændende mulighed. Dette kunne kobles til Mobilitetsplan 2035s udpegede stiforbindelse på tværs af bydelen langs Dagnæs Bæk - mellem Planetstien og Hattingstien. Målet er, at alle borgere får adgang til markante bynaturarealer inden for 500 meter fra deres bopæl. Det kan gøres med afsæt i illustrationens udpegninger, der ses ovenfor.

 

 

Referencefotos. 

Skab synlig bynatur for alle

I Sønderbro skal der arbejdes målrettet med at få flere grønne elementer ind i den ellers tætte bystruktur. Når der sker forandringer i bydelen, er der fokus på at;

  • plante træer i gaderne – hellere få end ingen.
  • etablere regnvandsbede og sikre god lokal afledning af regnvand (LAR), der både håndterer vand og pynter året rundt.
  • skabe små lommer med hjemmehørende planter og ”Vild med Vilje”-områder, der øger biodiversiteten og bidrager til at udforske naturen.
  • etablere både små og større grønne pletter og parker.
  • begrønne facader og/eller tageflader med beplantning som styrker biodiversiteten, hvor det giver mening.

Bydelsplanen stiller ikke krav til antal træer eller størrelse på grønne arealer, men den understreger betydningen af, at vi hele tiden skal være opmærksomme på beplantning i hele bydelen.

De grønne løsninger skal bidrage til at gøre gaderummene mere trygge, behagelige, smukke og spændende at udforske. Bydelsplanen peger derfor på, at vi fremover må gentænke gaderummene i Sønderbro for at skabe plads til flere grønne løsninger. Samlet set skal de grønne løsninger reducere det belagte areal og afhjælpe oversvømmelser i de lavtliggende områder.

Sådan defineres bynatur i bydelsplanen

Bynatur er de grønne områder og sammenhænge i byen – både naturligt opståede og menneskeskabte. De bidrager til biodiversitet, rekreation og klimahåndtering og styrker både fysisk og mental sundhed.

Grønne områder med træer samt vild og styret beplantning, bidrager til en sundere by, ved at skabe plads til leg, motion, fællesskab og ro. Samtidig er bynatur en vigtig del af løsningen på klimaudfordringerne, fordi grønne områder kan udformes, som robuste klimaløsninger.
Bynatur skaber levende byer med bedre levevilkår for dyr og insekter, og øger både den sanselige og den økonomiske værdi af bymiljøet.

 

 

Referencefotos. 

Etablér bynatur og klimatilpasning gennem byudviklingen

Sønderbro har et stort omdannelsespotentiale – både i nord ved Holmboes Alle og mod syd ved Vejlevej, som i dag rummer offentlige funktioner eller erhverv. Særligt området ved Vejlevej har mulighed for at blive omdannet til nye grønne områder og boliger, da det i dag er udpeget som byomdannelsesområde i kommuneplanen.

Ved at skabe nye boligområder, med stor prioritering af bynatur omkring, vil der blive skabt attrative boliger, som mobiliserer flyttekæder. Her kan parcelhuseejerne i den sydlige del af Horsens, skifte boligen ud med et attraktivt række-/dobbelthus eller lejlighed, og frigive større boliger til børnefamilier. En udvikling af nye boligområder i Sønderbro, vil understøtte de eksisterende investeringer i skole, institutioner og infrastruktur, da området er i gå- og cykelafstand til mange faciliteter.

En del af områderne er i kommuneplanen udpeget til byggerier over 6 etager. Bydelsplanen henviser her til retningslinje 1.5.2, som kræver en grundig planvurdering, før der tages stilling til høj bebyggelse. Der træffes i bydelsplanen ikke beslutning om hvorvidt der fremtidigt kan placeres et højere hus på de to områder, men den løbende borgerinddragelse har tydeliggjort, at bydelen ikke ønsker høj bebyggelse, særligt omkring Vejlevej.

Uanset hvilket byggeri og omdannelse fremtiden bringer, skal der i udvikligen være særligt fokus på at tilføje nye arealer med bynatur. Det gør områderne attraktive, trygge og sikrer en god overgang mellem de eksisterende kvarterer og byomdannelsesområderne.

I Kommuneplan 2025 stilles der særlige krav til udvikling af byomdannelsesområder:

1.3.1. På kortet [red. i kommuneplanen] er der udpeget en række potentialeområder for byomdannelse, hvor der vurderes af være fremtidige muligheder for at ændre anvendelsen og byomdanne områderne. Dette forudsætter dog en fremtidig samlet planlægning, herunder udviklingsplaner, for hvert enkelt af områderne.

1.3.2. Ved byomdannelse er det vigtigt, at de bevaringsværdige bygninger genanvendes i videst muligt omfang for at sikre fortællerværdi og kulturhistorien i områderne. Samtidig er det vigtigt, at nybyggeri tilpasses skalamæssigt, karaktermæssigt og arkitektonisk til området og til den omkringliggende by, så der sikres god sammenhæng. Når dette vurderes skal det også vurderes i forhold til retningslinjer for høje huse.

1.3.3. Det skal prioriteres, at der etableres friarealer og grønne rum, der giver mulighed for bevægelse og rekreative aktiviteter i forbindelse med byomdannelse i Horsens Kommune.

1.3.4. Det skal ligeledes prioriteres, at der skabes plads til klimatilpasning i forbindelse med byomdannelse. Klimatilpasningen skal udformes, så den udover at håndtere klimavand også får rekreativ værdi for mennesker, dyr og planter.

1.3.5. Når der sker omdannelse i den eksisterende by, skal der fokuseres på at optimere trafikafvikling- og sikkerhed.

 

 

Vision for udmøntning af netværket af stiforbindelser.

Styrk de rekreative opdagelsesruter og stier

Sønderbro mangler i dag et sammenhængende og trygt stinetværk, der binder bydelen sammen. Mange udnytter ikke at bydelen er bynær, med adgang til mange funktioner indenfor gå- og cykelafstand. Årsagen er, at mange oplever den aktuelle trafiksituation i bydelen, som utryg og usikker. Det skaber helt naturligt yderligere pres på vejnettet. Særligt Sønderbrogade/Vejlevej og Spedalsø bruges som centrale færdselsåre, uden at de er trygge og attraktive for gåene og cyklister.

Der er behov for et trygt rekreativt rutenetværk, som skal sammentænkes med leg, bevægelse, opholds- og læringsrum for en sundhedsskabende hverdag for alle. Rutenetværket skal understøtte sikre skoleveje, og kunne rumme børnestier, som f.eks. særligt trygge ruter i bydelen for børn at færdes til og fra aktiviteter. Indsatsen er stærkt forbundet med og afhængig af indsatser i det 5. pejlemærke. Et centralt greb er, at skabe et sti-loop, med sikker kobling over eller under Vejlevej langs Dagnæs Bæk. De rekreative ruter skal fremtidigt koble sig til bydelens mødesteder og aktiviteter, og samtidig inspirere til nye funktioner og oplevelser langs ruten. Stinetværket skal afspejle den forskellighed som er i bydelen - variationen mellem den tætte bystruktur og fremtidige bynaturarealer til opdagelse, fællesskab, fordybelse mv.

Det vil være til gavn for borgerne i bydelen og i hele Horsens. Det vil også gavne skolen og institutionerne, som i højere grad skal kunne færdes trygt ude i bydelen, og bruge stierne som aktive elementer i hverdagen. Derudover skal der arbejdes med tydelig skiltning rundt i bydelen, så det bliver nemt at finde rundt og opdage nye steder.